Blogindlæg i Arbejderen 14. marts 2016:
Det virker nærmest barokt, at vi nu igen skal se på en genoptagelse af debatten om straffelovens racisme paragraf, fordi retten i Helsingør har fundet, at der er sket en overtrædelse og derfor har dømt gerningsmanden.
I december 2015 blev en 26-årig mand dømt ved retten i Randers for en række angreb på et lokalt asylcenter.
Manden blev idømt halvandet års fængsel , idet retten blandt andet lagde til grund, at der var tale om angreb rettet mod asylcenteret over en længere periode, og med anvendelse af diverse slagord vendt mod beboerne på grund af deres etniske oprindelse. Dermed fandt man grundlag for at anvende straffelovens § 81, stk. 6, der populært sagt handler om at give mulighed for at skærpe straffen, når der er tale om hadforbrydelser.
Jeg synes, man bør vende debatten og spørge DF: Hvad er det, som I har behov for at udtrykke, som de nuværende regler ikke giver jer lov til at sige?
Sagen ligger desværre i umiddelbar forlængelse af en række tilsvarende angreb på asylcentre i Sverige og Tyskland, så der er grund til at hilsen dommen velkommen. Det er vigtigt, at den danske lovgivning bliver anvendt i praksis overfor de hadforbrydelser, der desværre også ses i Danmark i et omfang, som er helt uacceptabelt – og derfor skal retsforfølges konsekvent.
I den kommende tid vil retten få lejlighed til at tage stilling til, om angrebet på Synagoen i Krystalgade var terror. Men at Dan Uzan døde, fordi han var jøde, det kan der ikke herske nogen tvivl om, og derfor kvalificerer drabet således også til at være en hadforbrydelse.
Derfor virker det også nærmest barokt, at vi nu igen skal se på en genoptagelse af debatten om straffelovens § 266b (i daglig tale racisme paragraffen), fordi retten i Helsingør har fundet, at der er sket en overtrædelse og derfor dømt gerningsmanden.
Denne bestemmelse blev som bekendt indført i dansk lovgivning i 1939 af et enigt folketing, der ønskede at beskytte danske jøder mod hetz fra nazisterne. Efter Anden Verdenskrig var den således en del af retsopgøret, som vi faktisk kan være meget stolte af. Sammenholdt med redningen af danske jøder til Sverige har dette givet en enorm “humanitær pondus” i efterkrigstiden, som vi nyder godt af den dag i dag.
Så hvorfor er det lige, at vi igen og igen skal have diskussionen om at afskaffe denne paragraf? Det er jo fordi gerningsmanden i sagen fra Helsingør havde udtalt sig mod “Islam”. Så er det ikke hetz, men brug af ytringsfriheden, og derfor er straffelovens 266b i vejen for den nødvendige kritik af Islam.
Dette argument holder bare ikke, hvis man et kort øjeblik kaster blikket ud på virkeligheden, hvor der dagligt pågår en heftig debat om Islam, Koranen med videre Der er masser af plads til diskussion, uden at man af den grund behøver at “true forhåne eller nedværdige” personer på grund af blandt andet tro, som det fremgår af bestemmelsen. Da Glistrup sagde, at muhamedanerne avler som rotten, og at de prøver at slå os indfødte danskere ihjel, så blev han til sidst dømt. Højesteret tog ikke synspunktet om hans ret til ytringsfrihed for gode varer, fordi man godt kan diskuterer disse spørgsmål uden at gøre det i en form, der er nedværdigende. Kort sagt – ingen forhindrer en diskussion om børnefødsler, men man behøver ikke at sammenligne med rotter.
Problemet er jo netop, at det så slår over i hetz, der igen føre til de hadforbrydelser som de ovennævnte sager er eksempler på. Gerningsmændene lever jo ikke i et vakum, men har modtage påvirkninger fra omgivelserne og dette har påvirket dem til at gøre det, de har gjort.
På helt samme måde kan man læse Anders Breviks manifest som et opslagsværk over de påvirkninger, han havde modtaget – og sammenskrevet – inden han gik ud og gennemførte de grusomme handlinger, vendt mod de norske socialdemokrater. Der er tale om udtalt islamofobi, hvor han beskriver, at muslimerne vil løbe vores vestlige samfund over ende, og at det i en norsk sammenhæng er Socialdemokratiets ansvar, at disse fremmede er blevet lukket ind. Denne tankegang er desværre ganske udbredt på højrefløjen, og dele af manifestet er da også skrevet med henvisning til Dansk Folkeparti.
Hermed er vi så tilbage ved kernen i problemet. Det er jo fordi medlemmer af Dansk Folkeparti er blevet dømt for overædelse af § 266b, at vi har denne debat igen og igen. De dømte er blandt andet Mogens Camre og Morten Messerschmidt, men stort set hele ledelsen har jo fremsat ytringer, der kvalificeres som islamofobi.
Pia Kjærsgaard har for eksempel sammenlignet tørklæder med hagekors, uden at hun dog af den grund er blevet dømt, og tilsvarende eksempler findes med en række DF-politikere.
Derfor synes jeg, man bør vende debatten og spørge DF: Hvad er det, som I har behov for at udtrykke, som de nuværende regler ikke giver jer lov til at sige?
Da Søren Krarup eksempelvis udtalte, at muslimske mænd tæver deres koner og børn gule og blå på en særlig sadistisk og brutal måde, så blev han jo ikke engang retsforfulgt. Anklagemyndigheden mente, at hans ytringsfrihed gik forud for beskyttelsen af et mindretal, og der blev derfor aldrig rejst sag ved domstolene.
Hvis det er sagen fra Helsingør, I tænker på, så lad mig give jer et godt råd. Hvis den dømte kun havde talt om “islamister”, så var han ikke blevet dømt. Men når han taler om “Islam”, så generaliserer han og gør alle muslimer til syndebukke. Derfor bliver han dømt. Spørgsmålet er derfor: Er § 266b en hindring af jeres ytringsfrihed, fordi I mener, at alle muslimer dybest set er radikaliserede fanatikere (hvilket de så bare går rundt og skjuler til dagligt), og det er jer magtpåliggende at kunne gå ud og advare den danske befolkningen herom – ikke mindst når det er valgår?
Spørgsmålet er herefter, om afskaffelsen af bestemmelsen er så vigtig, at det går forud for bekæmpelsen af hadforbrydelser mod de øvrige befolkningsgrupper, jøder, homoseksuelle med flere, der også er beskyttet af § 266b?
