Tale lørdag d. 17 januar 2015 (Nytorv København – Bedsteforældre for asyl)
Jeg var til generalforsamling i andelsboligforeningen, og det store emne på dagsordenen var et forslag om opsætning af altaner. Det er et alt eller intet forslag, fordi kommunen kun vil støtte, hvis alle i bygningen får altaner. Derfor kom der mange gode argumenter på bordet; beboere kan nyde lys og luft på altanen, og lejlighederne vil blive mere salgbare. Beboerne i stuelejlighederne blev lidt knotne, de kunne jo godt regne ud, at deres velfærd ikke vil blive forøget og deres lejligheder ikke vil blive mere salgbare – tværtimod de vil blive mørkere. Nogen mente derfor, at stuelejlighederne burde få eller anden form for kompensation. Men hvad med dem på første sal? De får en altan men også skygge fra dem ovenpå.
Og så begik jeg en dumhed. Jeg sagde, at jeg syntes, at vi skulle tænke på, at der var nogen, der måske ikke ville have råd til at bo i lejligheden fremover, fordi det ville komme til at koste 400-500 kr. mere om måneden, når man har altan. Og måske skulle man også have solidaritet med dem, der bor i stueetagen, og derfor undlade at opsætte altaner.
Det skulle jeg aldrig have sagt, det afstedkom nogle meget stærke reaktioner. Jeg bed især mærke i en pige, der rejste sig op og sagde, at hun syntes at dem, der boede nede i stuen skulle udvise solidaritet med os andre! Det er godt nok en alternativ udgave af begrebet ”solidaritet” i forhold til min begrebsverden.
Så begyndte det at dæmre for mig. Det er jo præcis det problem vi står over for her i Danmark. Der er naturligvis nogle hårdkogte fremmedhadere, men det er slet ikke dem, der er vores største problem. Det virkelig problem er den voksende gruppe, der tænker på deres egen velfærd og ikke på at vise solidaritet over for mennesker i nød. Det er ikke fordi de har noget imod dem nede i stuen, det er ikke fordi de har noget imod dem i Syrien, men deres egen velfærd går forud. Det er faktisk de syriske og afghanske flygtninge, der bør vise solidaritet med dem, så de kan blive ved med at have det godt i deres lille smørhul. Problemet er, at vi har udviklet os til velfærdschauvinister. ”Vi kan ikke være bistandskontor for hele verden” siger man. Men det er heller ikke det, vi taler om. Vi taler om mennesker, blandt andet afghanske flygtninge, der flygter fra nød, krig og menneskerettighedskrænkelser.
Og hvordan går det med ”velfærdstaten” Afghanistan? Hvordan har den det med at støtte sine borgere og sikre dem alle disse dejlige rettigheder, som vi har i Danmark? Pension – har de vist ikke. Skolegang – er måske mere udbredt. Det virkelige problem er overholdelsen af menneskerettighederne. FN’s flygtninge højkommissariat UNHCR udfærdiger løbende opgørelser over situationen i forskellige lande. Den seneste opgørelse om Afghanistan i 2013 opregner en række grupper, som har sikkerhedsproblemer og dermed beskyttelsesbehov. På listen er offentligt ansatte, som risikerer angreb fra Taliban, menneskerettighedsaktivister, folk der står frem i det offentlige, kvinder i det offentlige rum, journalister, mænd og drenge i kampdygtig alder, som risikerer at blive tvangshvervet til Taliban eller regeringen. Folk, der er mistænkt for at være i ledtog med Taliban, risikerer at blive tilfangetaget og udsat for overgreb af regeringen. På listen er også mennesker, der tilhører mindretalsreligioner, eller dem der handler i strid med Sharia-lovgivning, dem der forlader sin religion eller konverterer. Kvinder risikerer kønsbaseret vold og skadelige traditionelle praksisser. Desuden børn, homoseksuelle, folk der risikerer trafficking – især kvinder. Etniske minoriteter, dem der befinder sig i andres område og dem, der er indviklet i blodfejder. Og listen er endnu længere. UNHCR har altså fortalt verden, at der er en lang række af grupper i risiko for så alvorlige overgreb, at de har brug for beskyttelse i et land uden for Afghanistan. Det var situationen i 2013, og sådan er det sådan set stadigvæk. Der er ikke senere ændret på de guidelines som UNHCH lavede i 2013.
Men UNHCR opstiller dog en ”kattelem”. De siger at det er muligt, at nogle af de mennesker, der er risikerer forfølgelse, der hvor de kommer fra, kan tage ophold i Kabul.
Her i Danmark kan vi altså vurdere hvad risikoen er for at sende flygtninge til Kabul i stedet for der, hvor de kommer fra. Men i stedet tager Flygtningenævnet i dag stilling til om afghanske flygtning er i risiko for konkret og individuel forfølgelse og kommer ofte frem til, at det er de slet ikke.
I de fleste sager tror de ikke på flygtningen; det er et troværdighedsspørgsmål. Og ellers ligger der en underliggende forståelse af, at situationen er blevet bedre. Afghanistan har afholdt valg, og de er ikke ved at rive hovederne af hinanden – i hvert fald ikke lige nu. Så mon ikke det er ved at være tid til at sende folk hjem? Det gør vi så i stor stil. Man har samlet adskillige afviste asylansøgere i Ellebæk fængslet, chartret et helt fly og sendt afghanske flygtning afsted næsten som en turistrejse. De skal ikke komme her og søge asyl – det er slut.
Er det så helt slut? Nej, vi kæmper jo stadig med det yderste af neglene. En af de sager, jeg indbragte for FN’s torturkonventionskomite endte med at torturkomiteen i 2013 afgjorde, at Danmark havde overtrådt torturkonventionen ved at sende en afghansk asylansøger tilbage til Afghanistan. Det er jo ikke så godt. Jeg fik et brev fra Flygtningenævnet om, at jeg kunne invitere min klient herop igen. Det var da venligt af dem, men det skulle de nok have tænkt på, inden de sendte ham ud. Nu hvor han havde lov til at komme tilbage til Danmark, stod jeg med det problem, at jeg ikke anede, hvor manden var. Det lykkedes heldigvis journalisten Simi Jan fra TV2 at rejse til Afghanistan og finde ham, han kom herop igen, og han har i dag fået asyl. Det er et lille lyspunkt i en grum og mørk historie. Man kunne have håbet, at denne her sag gav anledning til, at man gjorde sig nogle overvejelser omkring det formålstjenlige ved at fortsætte eksprestoget ud af Danmark. Det har det ikke; toget fortsætter i samme fart.
For ikke så længe siden sad Mustapha og hans bror i Ellebæk fængsel og ventede også på at blive sendt ud. Mustapha er under 18 år, altså mindreårig. Man satte ham ind i Ellebæk, og vi fik af vide at han skulle sidde alene sammen med sin bror. Det kunne han ikke komme til; i stedet sad han sammen med tre voksne i en celle, hvor de måtte sove på en madras på gulvet, på vej ud af Danmark; en forfærdelig situation at være sat i. Så fandt man på at løse problemet ved at flytte ham til den lukkede institution Sønderbro for kriminelle unge. Det er jo fuldstændigt uværdigt at udsætte mindreårige for den slags. Politiet er så forhippet på at få dem sat op i den flyver, at alle midler tages i brug. Det endte med, at ”ballade” i lufthavnen stoppede udvisningen, og drengene blev kørt tilbage igen. Heldigvis, for der var allerede søgt om en ny opholdstilladelse, og det havde politiet overset. Udlændingestyrelsen meddelte, at Mustapha og hans bror havde lov til at være her mens de nye ansøgninger bliver behandlet. Begge drenge kom heldigvis af ”toget”, men dette eksempel viser, at systemet langt fra ufejlbarligt, og det er det grundlæggende problem.
Den danske udlændingelov er bygget op på den præmis, at Flygtningenævnet er ufejlbarligt. Man kan ikke klage over de afgørelser Flygtningenævnet træffer – hverken hos domstolene eller ombudsmanden. Flygtningenævnet anses for ufejlbarligt, og derfor skal deres afgørelser ikke kunne prøves andre steder. Problemet er, at sagen ved FN’s torturkomite viser, at Flygtningenævnet kan tage fejl; og at der i sagen med drengene sker fejl hos politiet. De skulle have haft lov til at være her, mens deres sag bliver behandlet.
Derfor er det vigtigt, at vi tager den store diskussion, om hvordan vi modtager flygtninge og indvandrere, og at vi også diskuterer lovgivningen. Der er problemer med den eksisterende lovgivning og den lovgivning må vi forbedre. Det gør vi ikke i dag – vi er i gang med at forringe den. Jeg håber, at I, der står her i dag, både i de nære, på arbejdspladsen og i andelsboligforeningen, men også i det offentlige i fora på avishjemmesider og andre steder, vil tage diskussionen, om de regler, vi har i dag, er de rigtige. Om den retssikkerhed, vi giver til asylansøgerne, er den rigtige. Mit svar er, at det er det ikke. Der findes adskillige eksempler på fejl i sager, hvor afghanske asylansøgerne er sendt- eller forsøgt sendt ud af landet. Afghanistan er ikke et sikkert land. Det er fortsat et sted, hvor vi er nødt til at yde beskyttelse for dem, der kommer her og beder om hjælp. Derfor håber jeg, at I vil argumenter for den rigtige solidaritet.